Hypotermi
'Paradox afklædning' kan være en ejendommelig manifestation ved hypotermi. I hallucineret tilstand smider den forulykkede sine klæder i gnistrende kulde og storm. Spredte klædningsstykker viser redningsmandskabet den sidste vej til ofret.
H.C. Andersens "lille pige med svovlstikkerne" døde af hypotermi. Det samme gør børn og gamle i storbyernes slum, de hjemløse, narkomanerne, alkoholisterne og ofre for naturkatastrofer. Men hypotermi kan også være en snigende, uigennemskuelig, ofte undervurderet, dødsensfarlig trussel mod skiløberen og vandreren i fjeldet. Hypotermi af læge Steen Frandsen Ved nedkøling øges organismens energiomsætning (forbrænding/stofskifte) og dermed dens varmeproduktion for at fastholde legemstemperaturen på omkring 37 gr. Hvis varmetabet er større end varmeproduktionen falder legemstemperaturen - og hypotermi indtræder. Hypotermi kan opstå hurtigt f.eks. ved nedkøling i koldt vand. Legemstemperaturen falder hurtigt. Ulykker til søs er typiske eksempler. Hypotermi kan også opstå snigende i forbindelse med udmattelse. Hvis energidepoterne slipper op, er det ikke længere muligt at opretholde varmeproduktionen og dermed legemstemperaturen. Langsomt glider ofret ind i hypotermi. Og det er denne form, som udgør en trussel mod skiløbere på fjeldet. Mild Hypotermi Legemstemperaturen ligger mellem 35 og 32 gr. Kraftige kulderystelser, dvs. kraftige ufrivillige muskelsammentrækninger er kroppens sidste forsøg på aktivt at producere varme. Humørsvingninger, udmattelse og vandladningstrang melder sig. Ofret bliver stille, indadvendt, svarer ikke på tiltale og bevægelserne bliver langsomme og usikre - snubler. Hukommelsen svigter, orienteringen mistes og ofret farer vild. Hallucinationer og irrationel opførsel forekommer f.eks. kan ofret pludselig opleve en varmefornemmelse, som kan medføre 'paradox afklædning'. Der er mange eksempler på, at forulykkede har klædt sig af i gnistrende kulde og storm. Spredte klædningsstykker har vist redningsmandskabet den sidste vej til ofret. Moderat hypotermi Legemstemperaturen er faldet til 32 - 28 gr. Bevidstheden sløres og gradvist indtræder bevidstløshed. Pupillerne bliver store, puls og vejrtrækning langsom. Musklerne bliver stive. Organismen kan ikke længere opretholde kropsfunktioner og er helt afhængig af hjælp og ændringer i det fysiske miljø. Dyb hypotermi Legemstemperaturen er under 28 gr. Ofret er i coma. Øjets pupilrefleks og de dybe senereflekser er ikke til stede. Pulsen føles ikke, vejrtrækning kan ikke registreres. Huden er kold som is, musklerne er stive. Ofret ligner en død, men er det ikke helt endnu. Giv ikke op. Der er stadig en chance for genoplivning. Førstehjælp Principperne har været diskuteret i årevis og forskellige retningslinier har afløst hinanden. Gode resultater af hurtig aktiv opvarmning er tidligere rapporteret f.eks. brug af varme tæpper, varme drikke, varme bade, en stærkt opvarmet stue eller hytte m.m. Men efterhånden er man blevet klar over, at komplikationerne ved aktiv hurtig opvarmning er større end fordelene. Der er mange tilfælde, hvor nedkølede ofre, stadig ved bevidsthed, pludseligt er døde i forbindelse med aktiv opvarmning. Det skyldes formentlig, at større mængder koldt blod fra legemets ydre regioner ( arme, ben, hud m.m ) i forbindelse med opvarmningen pludselig bliver ledt ind til hjertet. Det kolde blod kan give akut hjerteflimmer evt. kredsløbschok med døden til følge. Disse komplikationer kan ikke behandles i felten. Førstehjælpen består først og fremmest i at undgå yderligere varmetab. Den kulderamte skal i læ for vejr og vind i en snehule, bag en skærm eller i en hytte, hvis muligt. Indendørs, og hvis personen er ved bevidsthed, kan man skifte til tørre klæder og give væske. Udendørs, og specielt hvis ofret er bevidstløs, skal man ikke forsøge at skifte til tørre klæder. Varmetabet bliver alt for stort, og for megen manipulering kan provokere hjerteflimmer og død. Det vigtigste er at varmeisolere. Ofret skal pakkes ind i tæpper og soveposer, huer og handsker. Brug overlevelsestæppe til at isolere eller i mangel af bedre en stor plastik affaldspose (klip hul i den lukkede ende, og træk posen ned over ofret). Luftvejene skal være frie og beskyttet mod varmetab. Ovennævnte fremgangsmåde kaldes 'spontaneous rewarming' og regnes for den mest sikre metode. Når den kulderamte person er bragt i en efter forholdene stabil tilstand - så gælder om at skaffe hurtig hjælp og transpot til hospital med trænet personale og avanceret genoplivningsudstyr. Forebyggelse Det vigtigste er at forestille sig, at det værste kan ske. Det vil naturligt medføre den nøje og omhyggelige planlægning, som i sig selv vil reducere risikoen for hypotermi. Udstyr, forplejning, kommunikation m.m. skal være iorden. Deltagere i fjeldture skal instrueres i at holde øje med hinanden for at kunne opdage de første diskrete symptomer på hypotermi. Ved dårligt vejrlig - søg ly inden udmattelse - i telt, snehule, hytte. Tag ingen chancer. Tænk dig om.

Send
Print