Knævenligt skiløb
Hvordan opstår korsbåndsskader
Det er de samme, ganske bestemte bevægelsesforløb, som hos alpine skiløbere resulterer i en korsbåndsskade. Det har en forskergruppe i Vermont i USA påvist ved at video-overvåge særlige risikopassager på pisterne.
Ved at sammenholde videooptagelser af mere end 14.000 skilulykker med 'ofrenes' sikkerhedsbindinger og knædiagnoser påviste de, at det især er The Phantom Foot Injury Mechanism ( fantomfod-påvirkningen) , og for den mere øvede, tillige The Boot Induced Mechanism (støvlepåvirkningen), som giver skaderne.
Genkend og undgå farlige situationer
I forbindelse med undersøgelsen ændrede en gruppe professionelle skiløbere (skipatruljefolk m.m.) deres adfærd på ski, således at de undgik de situationer, som de vidste kunne føre til alvorlige knælæsioner. Det reducerede antallet af korsbåndslæsioner med 62 %. Opmuntret heraf udviklede Carl Ettlinger fra Vermont Safety Research et program for "almindelige skiløbere", som går ud på at genkende potentielt farlige situationer og indøve hensigtsmæssige reaktioner.
Det værste er bagvægten
Når en skiløber går i bagvægt forsøger forreste korsbånd at stabilisere knæet ved at bremse den uheldige fremadglidning af underbenet i forhold til lårbenet. Bliver belastningen på korsbåndet for stor samtidig med at knæet vrider, kan korsbåndet briste.
Fantomfoden
Den hyppigste årsag til læsioner af forreste korsbånd er fantomfod-påvirkningen. Skiløberen kommer ud af balance i bagvægt med vægten på nederste bagski, skien kanter, og i et splitsekund skærer den ind under løberen. Bagskien virker som en "kæmpe fod", et ukontrolleret vedhæng (fantomfod), en vægtstangsarm, som vrider knæet i dets stærkt bøjede stilling. Korsbåndet er yderst sårbart i denne position og kan overrives, uden at en korrekt indstillet binding udløser. Ofte styrter skiløberen, fordi korsbåndet overrives - og ikke omvendt.
Forsøg på at rejse sig op efter et fald, mens man stadig glider nedad, forsøg på at oprette en tabt balance og forsøg på at sætte sig ned ved tab af kontrol er særligt farlige situationer.
Løberprofil ved Fantomfod
1. Den øverste arm er ført tilbage
2. Løberen har bagvægt og er ude af balance
3. Hofterne er under knæhøjde
4. Øverste ski er ubelastet
5. Vægten er på den nederste bagski
6. Overkroppen er vendt mod nederste ski
Hvis alle seks elementer optræder på samme tid er korsbåndslæsion i knæet på nederske ski umiddelbart forestående.
Tegning af løberprofil kan ses på:http://skiportal.because.dk/img/user/file/skiskader_web.pdf
Hvad kan løberen gøre
Løberen kan 1: reagere på potentielt farlige situationer, 2: korrigere dårlig skiteknik og 3: undgå højrisiko adfærd
Ad. 1. Reagere på potentielt farlige situationer.
Løberen må lære at genkende de pludseligt opståede farlige situationer og lære at reagere lynhurtigt på dem. En god hurtig reaktion kan være:
- Før armene frem - det vil bringe den nederste hofte på linie med den nederste ski og derved mindske vridmomentet på knæet.
- Saml fødderne/støvlerne - det vil bringe den øverste ski i normal position, så den kan belastes
- Saml hænderne over skiene - det vil bringe løberen i en rigtig position for enten en "redning" eller et kontrolleret fald (bail-out/rullefald)
Ad. 2. Korrigere dårlig teknik
- Flere elementer i "fantomfod profilen" kan betragtes som dårlige vaner. Den øverste arm tilbage, ude af balance i bagvægt og hofterne placeret lavere end knæene, er ikke elementer i god skiteknik. Det er vigtigt at bevare kontrol og balance, at holde hofterne over knæhøjde og at holde armene fremad - for derved at modvirke den kæde af begivenheder, som leder til korsbåndslæsioner. Tag undervisning (www.dendanskeskiskole.dk)
Ad. 3. Undgå højrisiko adfærd
- Stræk ikke benene ved styrt og fald. Et strakt nederste ben øger risikoen for korsbåndslæsion. Ved kontrollerede fald skal løberen forsøge at holde benene bøjede indtil han/hun er holdt op med at glide nedad.
- I manøvren for at genvinde balance og kontrol indtag da først normal skistilling, efter at du har korrigeret for andre risikoelementer i "fantomfod profilen"
- Forsøg ikke at komme op i stående stilling før du er holdt op med at glide nedad. "When you are down - stay down".
- Tag ikke fra med hånden. Hold armene oppe og fremad i alle slags fald. Ved at skubbe fra eller bremse med øverste arm vil risikoen for skader øges.
Den støvleprovokerede korsbåndslæsion
Den opstår hos en skiløber, der er ude af balance i hop eller spring. Skiløberen kommer i bagvægt i svævet. Automatisk føres den nederste arm opad og bagud i et forsøg på at genvinde balancen før landing. Bevægelsen vil automatisk medføre en udstrækning af det øverste ben, og derved mister "systemet" elasticitet før landingen. Det hamrende slag ved landingen og det voldsomme tryk fra støvlens bagkant vil presse underbenet fremad i forhold til lårbenet og i værste fald overrive forreste korsbånd (skuffeeffekt), uden at bindingen nødvendigvis udløser.
Forebyggelse er enkel: Kend landingsbetingelserne ved hop og spring. Land på begge ski og hold knæene bøjede.
Kilde: Vermont Skiing Safety

Send
Print