Tilmeld Skiklub
Tilmeld Skiklub
Besøg webshoppen


Æbletræet, Kærligheden og Det Glade Skiløb

Lille korsbånd - hvad nu

12. november 2009
Av ! der røg mit korsbånd - skal jeg opereres?
Hvis det forreste rives over, kan knæet blive ustabilt - lårbenet og underbenet forskyder sig i forhold til hinanden (i knæet). Evnen til fysisk arbejde og sport bliver nedsat. Hvis knæet forbliver ustabilt, er der risiko for udvikling af slidgigt. Skal der opereres ?

Korsbåndslæsioner - hvem rammes
Det gør de unge, sportsaktive mellem 15 og 25 år. I Danmark registreres ca. 2500 forreste korsbåndsskader om året, og der foretages ca. 1500 operationer med rekonstruktion dvs. indsættelse af et 'nyt' korsbånd. Mænd skades hyppigst ved fodbold, og kvinder hyppigst ved håndbold, basket- og volleyball. Kvinder har 2-8 gange større risiko end mænd. Personer, som kan overstrække knæene 15 gr. eller mere, har 5 gange øget risiko. Alpint skiløb er i de senere år blevet en generøs bidragsyder af korsbåndslæsioner.

Lachmann, røntgen, kikkert og scanning
En knæskade undersøges først manuelt: hvor meget kan underben og lårben forskydes i forhold til hinanden - med andre ord: hvor løst er knæet. Undersøgelsen kaldes Lachmanns test og er en vigtig undersøgelse. Hvis der er mistanke om korsbåndslæsion, bør der altid foretages røntgenundersøgelse. Røntgen kan afsløre knogleafsprængninger, som tegn på komplicerende læsioner, der kræver hurtig operation. Hvis der er tvivl om diagnosen er kikkertundersøgelse og scanning værdifulde,

Hvornår opererer man?.
En korsbåndsskade skal ikke opereres akut. Men hvis der er komplicerende læsioner i knæet (knogle, menisk, ledbånd, bagerste korsbånd), kan der blive tale om operation inden for få dage efter ulykken. Efter 6 uger og fremover kan der foretages operation med  rekonstruktion. De, som før skaden var meget fysisk aktive i sport eller arbejde, tilbydes rekonstruktion. Det nye korsbånd kan i ca. halvdelen af tilfældene gøre knæet så stabilt, at fysisk arbejde og sport på højt niveau kan genoptages. De, som ikke har en knæbelastende hverdag, behøver ikke operation, men kan stabilisere knæet ved træning, som skal vedligeholdes hele livet. Hvis træningen ikke gør knæet stabilt, kan rekonstruktion anbefales for at undgå udvikling af slidgigt.                

Børn og ældre
Børn med korsbåndslæsioner skal opereres. Ellers udvikler de fleste svær slidgigt. Om operationen skal udsættes til efter puperteten diskuteres. 'Høj alder' er ikke afgørende for rekonstruktion af korsbåndet. Personer i 50´erne med et ustabilt knæ kan have lige så stor glæde af rekonstruktion som yngre.

Bagsiden af medaljen
Prisen for et ødelagt korsbånd kan være høj, selvom der foretages operativ rekonstruktion: Langvarigt optræningsforløb, risiko for vedvarende smerter fortil i knæet, nedsat bevægelse og, på længere sigt, 10-30% risiko for fortsat ustabilt knæ. Der er rejst tvilv om hvorvidt operation med korsbåndsrekonstruktion har den beskyttende effekt
 mod senere udvikling af slidgigt, som man hidtil har troet. 


steenfrandsen@gmail.com 

© 2010 Danmarks Skiforbund. Alle rettigheder reserveret. | Kontakt os | Site by Because