Skibriller
Solbriller eller goggles
Du kan vælge blandt forskellige briller, men du kan ikke fravælge briller. Briller er uløseligt forbundet med vintersport, fordi de beskytter øjet mod sollysets ultraviolette stråling. UV-stråling kan beskadige hornhinden og synscellerne i nethinden, og i bjergenes sne, hvor sollysets intensitet her kan være mere end 100 gange kraftigere end i dalen, bliver øjet udsat for et bombardement af UV-stråler.
Briller har andre fordele. De beskytter øjet og øjenomgivelserne mod sne og andre partikler/genstande. De beskytter mod kulde og trækluft, så øjet ikke løber i vand under fart. Og briller kan, ved at fremhæve kontrasterne i landskabet, optimere mulighederne for at se, hvor du løber.
Ting du skal vide, inden du køber briller
Solbrillemarkedet er meget dynamisk. Nye trends afløser hinanden, og der er mange seriøse brands på markedet. Kvaliteten er høj, det samme gælder priserne. Køb ikke en almindelig solbrille, men en solbrille af typen 'sportsbrille', som med sin afrundede form giver større udsyn, bedre UV- beskyttelse og mindre trækluft, så øjnene ikke løber i vand selv ved hastigheder på 60-80 km. i timen. Sportsbrillens stænger griber godt fat om hovedet, og på flere sportsbriller kan brillestængerne udskiftes med en elastik, et headband. Det er værd at bemærke, at brillestel kan fås ekstremt lette og af ikke allergifremkaldende materialer. Flere solbrille-sportsbrille-mærker har udskiftelige glas til forskellige vejr- og lysforhold. Langrendsløbere skal sikre sig, at der er godt udsyn opadtil, så man ikke kigger lige ind i brillerammen i de ofte lange passager i æggestil.
Goggles
Goggles beskytter bedst. De er uundværlige, hvis der er sne i luften enten som snevejr, i dybsne eller i sneskyen fra en forankørende løber. Alpine konkurrenceløbere bærer goggles bl.a. fordi udsynet bliver bedst muligt, og fordi goggles tillader hastigheder over 100 km. i timen, uden at tårer hindrer udsynet. I kulde beskytter de ansigtet. Googles skal give stort udsyn til alle sider, men de skal ikke være for store og dække panden, da sveden skal kunne løbe frit uden at give dug på brillen. Som tyskerne siger: "Von der Stirn heiss, rinnen muss der Schweiss".
Vælg de rigtige glas
Alle "glas" i sportsbriller og googles er af plastik, men traditionelt bruges betegnelsen "glas". Alle solbriller og googles beskytter mod UV stråling. Kvalitetsforskellen og prisforskellen går på den optiske kvalitet af glasset og hvor godt kontrasterne fremhæves. Dårlige glas forvrænger synet.
Det blå lys overskyggger alle andre farver i sneen og får verden til at se diset ud. Gode brilleglas har derfor et blåfilter, som reducerer lysets blå andel, og gør verden smuk og klar med optimal kontrast. Det er de gule og orange glas, der reducerer det uønskede blå lys. De fleste googles har gule, orange eller mørke glas. De mørke glas dæmper alle farver og er velegnede til knaldende sollys i stor højde. Hvis det bliver overskyet med dårligt sigt, er det de gule glas, som bedst trækker konturerne i landskabet frem, men de kan være hårde ved øjnene pga. stærk lyspåvirkning. En mellemting, et kompromis og en anbefaling vil være de orange glas. De giver både et behageligt lys og god fremhævning af kontraterne i landskabet. Udskiftelige glas tilbyder flere muligheder i samme brille og lever dermed op til tidens individuelle trend. Som hovedregel gælder, at mørke glas er til kraftigt solskin, og gule eller orange glas er til tåge og dis. Et godt råd: Brug en mørk sportsbrille på de solfyldte dage og en google med gul/orange glas til dage med dårligt sigt og til dage med snevejr.
Almindelige briller
Almindelige briller med korrigerende glas kan genere effektiv brug af solbriller og goggles. En radikal løsning på problemet vil være at anskaffe sig kontaktlinser. Goggles, som kan rumme en ikke for stor, almindelig brille, kan købes i næsten alle vintersportsbutikker. Optikeren kan lave en klassisk solbrille med korrigerende glas, men hvis du ønsker en udpræget sportsbrille, kommer du i vanskeligheder. Disse briller findes ikke med korrigerende glas. Enkelte brillemærker tilbyder en 'nødløsninger' i form af en lille minibrille, som kan klikkes fast på indersiden af sportsbrillens forskellige udskiftelige glas. Brillefabrikanterne arbejder med problemet.
Gletscherbriller
Gletscherbriller er til alpine ture og bestigninger. Men de er også gode til almindeligt alpint skiløb og turløb. De omslutter øjenomgivelserne fuldstændigt og yder optimal UV-beskyttelse og beskyttelse mod sne og trækluft. Det er en brille med god komfort. Der medfølger en næsebeskytter mod solforbrænding. Måske bliver gletscherbriller en ny trend. Gletscherbriller er seje, måske lidt retro.
Anti fog
Anti-fog er en vandafvisende belægning. Det er svært at få klarhed over, hvad den består af, og hvor effektiv den er. De gode og dyre sportsbriller og googles modvirker dug ved at have 2 lag glas (som en termorude) og en opbygning med indre ventilation. Anti-fog adfærd er vigtig: Lad være med at 'stresse' din brille ved at skyde den op på en svedig pande eller på en våd hue, når du kører i lift. Behold brillen på. Undgå sne i brillen og tør den aldrig af med en våd bluse eller et tørklæde. Brug en særlig 'brilleklud' eller bedre: lad brillen lufttørre på et varmeapparat.
I sportsforretningen
Det vigtigste er, at brillen dækker dine sportslige behov. Derfor har du brug for professionel rådgivning. Derudover skal brillen falde i din smag, den skal matche dine farver, den skal passe dig, og den skal passe til din hjelm, hvis du bruger een. Gå derfor i forretninger med stort udbud. Det er klogt at tage en optiker med på råd, hvis du er usikker, eller hvis du har specielle behov eller ønsker. Køb ikke billige briller af dårlig kvalitet til børn.

Send
Print